Nyt fra kirkegården

Det er nu tiden, hvor vi igen kan få plantet hæk. Ved Tjæreborg Kirkegård erstattes de udgåede thujahække med taks, også kaldet Taxus media ‘Hillii. 'Hillii' er særligt egnet til hæk, da den tåler beskæring rigtig godt og ikke vokser så hurtigt, som almindelig taks og den er samtidig mere kompakt. Derudover er den stedsegrøn med mørkegrønne nåle, og med en tæt og opret vækst, og den begynder ikke at hænge, når der kommer et lag sne. Den klarer sig også godt i almindelig havejord, både i sol og halvskygge, er fuldt hårdfør, og så kan den blive rigtig gammel.

Ved Sneum Kirke var der i sommers et flot og farverigt blomsterhav, at finde ved græsstykket bag kirken også kaldet ”Tømmerby” afsnittet. Som det fremgår af billedet på forsiden, kunne der bl.a. findes kornblomst, kornvalmue, flerårig hør, forglemmigej, klinte, okseøje, studenternellike, brudeslør, limurt, røllike, hjulkrone og fjernellike. Den store diversitet af blomster er med til, at forbedre biernes levevilkår og fødegrundlag, hvilket er tiltrængt i disse år, hvor det bliver sværere og sværere at være bi.

I uge 42-43 begynder vi at grandække. Indtil da kan sommerblomsterne dog nydes lidt endnu. Ønskes et gravsted pyntet til Jul, tager vi gerne imod bestillinger. Spørgsmål ang. granbestilling, opretning, sletning, ændring af aftaler mv. kan ske til graveren på tlf. 75175376 eller e-mail: tjbgraver@gmail.com

Med venlig hilsen
Kirkegårdspersonalet

Hans Christian Kudsk Pedersen